Malala er niece til min tidligere hund Diva, og hun er opkaldt efter den hidtil yngste modtager af Nobels Fredspris: Malala Yousafzai.
Hvis man er stamtavlenørd, kan man se at hun er ca. en tredjedel udstillingshund og to tredjedele arbejdshund. Hendes far Vistorp Ending Mack har klaret sig fint på markprøver i vinderklasse, og hendes farmor var ligeledes en habil vinderklassehund på B-prøver selv om hun var af rene udstillingslinjer.

Desværre viste Malala sig at have D-hofter, da hun blev fotograferet som et-årig, så hun blev steriliseret. Det ærgrede mig selvfølgelig at hun ikke kunne føre tævelinjen videre, især fordi hun efter min mening er den eksteriørmæssigt bedste hund jeg nogensinde har haft.
Træningsmæssigt var hun lidt mere af en udfordring. Hun var absolut lydhør og lærevillig som hvalp, men hun havde en kæmpe selvtillid, som blandt andet kom til udtryk ved at hun konstant udfordrede den voksne moster Diva. På lufteturene skulle hun hele tiden lige se hvem der var den stærkeste og hurtigste, og Diva syntes helt tydeligt at Malala var møgirriterende. Jeg forventede at Diva ville sætte hende alvorligt på plads, senest når hun var 5-6 måneder gammel, så det pjat kunne få en ende, men det skete bare ikke. I stedet blev Diva mere og mere kuet at se på, og så måtte jeg selv i gang med at regulere teenagelømlens opførsel på lufteturene. De mange "diskussioner" om passende opførsel ude på marken kostede en del på samarbejdet. Det har nok forsinket hendes uddannelse med mellem et halvt og et helt år, og hun er aldrig blevet helt så stabil i dirigeringsarbejdet som der kræves for rigtigt at lege med i vinderklasse på B-prøver.
De seneste år har hun haft brug for en smertestillende pille hver morgen for at kunne leve godt med den højre hofte, som er generet af knoglenydannelser på lårbenshovedet. Tillige får hun regelmæssig behandling med Librella og Cartrophen. Især Librella gjorde en markant forskel, da hun begyndte at få det. Det betyder efter DKKs regler, at hun er konstant dopet og dermed udelukket fra konkurrencedeltagelse.
Hun er stadig fuldt aktiv som jagthund. Hun er knivskarp på alt markeringsarbejde, men glemmer for ofte at høre efter et godt råd, hvis hun alligevel ikke har markeret præcist nok, eller hvis jeg sender hende på en blind dirigering efter en fugl.
På drivjagter efter hjortevildt er hun en fornøjelse at gå med. Rådyrene kan springe op lige foran hende, og hun kigger blot efter dem, så de får ikke mere fart på end at de er nogenlunde lette at skyde til. Krondyrene betragter hun vist nærmest som en slags afart af heste. Hun ved godt at hun ikke skal jage med dem, men at det er klogt at komme godt ud til siden, hvis man kommer i vejen for dem. Det giver lige tilpas meget bevægelse i storvildtet, til at skytterne har ro til at sigte og skyde.

Malala måtte desværre aflives den 1. juli 2024. Hendes mellemhåndsknogler i forpoterne var blevet for slidte, og især den venstre kunne ikke længere holdes smertefri på trods af Previcox, Carthrophen, Librella, Ketaminol og Pamol. Der var simpelthen ikke flere midler i arsenalet.